Al forbindelse med den usynlige verden (f.eks. med skytsånden) sker gennem tankeinspiration, intuition og forskellige spontane tankeindskydelser. Enhver, som i lysets tjeneste, har et eller andet at bringe menneskeheden (opfindelser, videnskab, kunst, religion) er alle medier (tolke, lysbudbringere), men eftersom lysets ånder ofte arbejder på langt sigt, ligger det frembragte ofte over det som tidsånden kan fatte. Mere fremskredne menneskeånder har mediumistiske evner og deres aura er stærkere lysende end hos andre. 

Den usynlige verden har gennem tidens løb benyttet flere forskellige meddelelsesmåder: 

1) Tankeinspiration over for medier med evne til intuitiv opfattelse.
2) Direkte tale til clairaudiente (lydhøre). Den manifesterende ånd tænker de ord og sætninger, som ønskes sagt af mediet, og samtidig rettes en fluidisk stråle mod mediets astrale hjerne. Gennem denne stråle ledes åndens tankers vibrationer og føder i mediets astrale hjerne en genpart af det tænkte. Således kan alle høje ånder tænke i deres eget sprog, og mediets astrale hjerne omsætter lynsnart det modtagne i det sprog, mediet benytter. Herudover er der endvidere mulighed for at tale direkte til mediets astrale øre. Lydens vibrationer forplantes af det astrale til det fysiske øre. Alle ånder fra lavere sfærer kan KUN meddele sig til et clairaudient medium ved talens hjælp.
3) Automatskrift (se foto nedenfor til højre)  
4) Ånden frigøres fra kroppen og lærer meddelelsen udenad (kun lysets ånder)   
5) Ouija-bræt (se foto nedenfor til venstre). Brættets viser bevæger sig og giver budskaber med bogstaver og  
tal. Det kan også besvare spørgsmål med et ja eller et nej. Navnet Quija er en kombination af de franske og tyske ord for ja.  
 

 

Hvad billedernes betydning angår er nedenstående forklaringer dikteret mediet af hendes åndelige leder (Leo), der i sin sidste inkarnation var en mediet meget nærstående personlighed. Billederne stammer fra et forhistorisk - nu forsvundet - rige, Khuum, som lå i det østlige mellemafrika lige neden for de abessiniske bjerge. Den største by kaldtes Lukna og den religiøse kultus stod her på et relativt højt trin og var meget enkel og skøn. Den øverste Gud Rha - solguden og skaberguden - var tillige fredens og kærlighedens guddom. Under ham stod en række guder og gudinder, blandt hvilke ildguden, Shunut, indtog en fremragende plads som landets værner eller skytsgud. Landet blev ødelagt ved et vulkansk udbryd ca. 10.000 år f. Kr., det blev fuldkommen begravet under lavamasser og mægtige klippeblokke. En stor del af landets beboere, som overlevede katastrofen, flygtede nord på langs Nilen, til det senere Ægypten.

Horrub (Ægypternes senere Horus), den personificerede sol. Horrub bærer solskiven på sit hoved, bærer jordskiven i sin hånd - begge tænkes sejlende i en båd, solen på himlen, jorden på havet. Horrub var livskilden og den, der vogtede jordens mange liv. Horrub låner høgens hurtige og mægtige vinge for lynsnart at komme fra sted til sted.

Øverst til venstre løftes mediet af sin stol og nærmer sig loftet, hvorefter han lander i favnen på damen længst til venstre, roligt, let og lydløst. 

Nederst til venstre ses tågeformationer ledsaget af kulde. 

Til højre strømmer der teleplasma ud fra mediets mund. Som kontrolforanstaltning er hovedet omgivet med et net. 

Flere billeder fra spiritistiske seancer. 

Øverst til venstre materialiseres tilsyneladende en hånd. 

Nederst til venstre dukker deltagerne i en dansk seance (1940) sig, mens en stol sejler hen over deres hoveder. Fænomenet er af nogen tolket som et eksempel på psykokinese

Til højre synes det engelske medium Colin Evans at løfte sig fra gulvet ved en seance i London (1938). Evans tog selv fotografiet ved at udløse kameraet med en kontakt i den hvide snor, han holder i sin venstre hånd. 
 
 

Ikke alle manifestationer skyldes den oversanselige verden 

Tryllekunstnere og andre skeptikere har siden spiritismens barndom søgt at miskreditere de professionelle medier ved at efterligne - og derefter afsløre - deres effekter. Både Harry Houdini og Joseph Dunninger anvendte en stor del af deres karrierer med at blotlægge falske seanceartisters metoder, som de følte bedrog et lettroende publikum. Mange mediers succes afhang mere af publikums iver efter at tro og blive forundret end af egentlige evner. 

I de følgende eksempler rettes et skarpt lys på seancelokalernes dunkelhed hvorved nogle af mediernes og deres påståede ånders yderst jordnære hemmeligheder afsløres. 
 

Efter at have vendt og vredet sine arme sammen under en formodet åndebesættelse lykkes det mediet at få begge deltagerne til at holde fast om hendes venstre hånd, så hun med sin frie højre kan ringe med en klokke og således hævde et spøgelses tilstedeværelse. 

I et mørkt lokale, ville deltagerne have troet, at de havde greb om begge hænder.

Nederst til venstre: Efter at have befriet sine hænder fra en enkel rebknude bruger et medium en teleskopstang til at løfte en tamburin så højt op, at lyden kan høres over deltagernes hoveder. Undertiden var tamburinerne behandlet med selvlysende fosfor for at forøge den dramatiske effekt. 

Nederst til højre: Efter at mediet bag tæppet for sit åndekabinet har annonceret en levitation, træder han frem fra sit indelukke og lader sine sko strejfe en deltagers hår, så hun tror, at han svæver over hendes hoved. Når først suggestionen, var plantet i deltagernes sind, viste sådanne bedrag sig at være overraskende effektive.