[ Hovedside | Velkommen | Mål og Værdier | Billeder ]

Velkommen til børnehaven Lystruplund

Med dette hæfte vil vi byde Jer velkommen til børnehaven. Vi håber, at oplysningerne kan besvare nogle af de spørgsmål, der uvilkårligt dukker op, når éns barn begynder i en børnehave.

Børnehaven og dens historie

Børnehaven Lystruplund er opført i 1974, som en selvejende institution under Boligforeningen Ringgården. I begyndelsen var der 52 børn i børnehaven, men i 1983 blev den omdannet til en såkaldt “særlig daginstitution”. Det vil sige , at den blev indrettet til 46 børn, hvoraf 6 børn har et handicap. På hver af de tre stuer er der ca. 15-16 børn fra 3 - 6 år, heraf er 2 af børnene med handicap. Fra januar 1996 har børnehaven været en kommunal daginstitution.

Starten i børnehaven

Når barnet står overfor at skulle begynde i børnehaven, uanset om det tidligere har været i institution eller ej, er det ofte forbundet med store omvæltninger og mange nye og måske overvældende indtryk. Inden barnets start vil det modtage et personligt brev fra børnehaven. Her opfordrer vi til, at forældrene sammen med barnet besøger os inden dets egentlige start i børnehaven. Når barnet begynder, er det ønskværdigt at forældrene i de første par dage har tid til at tilbringe nogen tid sammen med barnet i børnehaven. Medarbejderne vil i fællesskab med forældrene hjælpe med til, at indkøringsperioden forløber så lempeligt som muligt, og der vil være en modtageperson, som tager sig særligt af barnet. Vores erfaring viser, at nogle børn hurtigt kaster sig ud i alt det nye og spændende, medens andre er mere tilbageholdende og behøver et stykke tid, før de føler sig trygge.

Medarbejdere

På hver stue er der 3 pædagoger og 1 pædagogmedhjælper el. pædagogstuderende. Af disse er 2 pædagoger knyttet til de 2 børn med handicap, men alle på stuen er i praksis fælles om arbejdet med hele børnegruppen.
Lederen varetager børnehavens daglige drift i samarbejde med souschefen og de øvrige medarbejdere. Vi har desuden ansat en køkkenleder i 18½ time - og en rengøringsassistent i 24 timer om ugen. Ud over de faste medarbejdere arbejder fysio-, ergo-, musikterapeut og talepædagog i huset. Endelig har vi tilknyttet en række vikarer. Medarbejderne har afsat tid til forskellige aftenmøder, forældresamtaler og behandlingskonferencer vedrørende børn med handicap.
Lederen i børnehaven hedder Bjørg Pugholm Souschefen hedder Mette Horne

Dagens forløb


Fra kl. 6.30 laver vi morgenmad og spiser den på en af stuerne. Kl 7.30 rydder vi af bordet og fordeler os på de tre stuer.

Formiddagen ( 9.30 - 11.30) bruges til forskellige aktiviteter.

Kl. 11.30 spiser vi frokost.
Efter frokost leger de fleste børn ude, og nogle sover middagssøvn.

Kl. 14 spiser vi et eftermiddagsmåltid.

Kl. 16 samles de børn, der er tilbage, igen på én stue.

Tidspunkterne er ca.-tider.

Mødetid

Tirsdag er der mulighed for turdag for hele gruppen. Denne dag vil vi gerne, at børnene kommer inden kl. 9.00. Ellers kan børnene komme, som det passer i familiens program.

Tøj

Vi mener, at børnene stort set skal ud hver dag. Derfor er det vigtigt, at de har tøj med, der passer til årstidens udeliv. Desuden medbringes et sæt skiftetøj fra yderst til inderst, regntøj, ekstra fodtøj, hjemmesko, og hvad barnet ellers har brug for. Hvert barn har en kurv, hvori skiftetøj kan opbevares.
Forældrene opfordres til at skrive tydeligt navn i alt tøj, da der let kan ske forbytninger. Børnehaven kan ikke erstatte bortkommet eller ødelagt tøj, men vi gør, hvad vi kan for at hjælpe børnene med at holde orden på deres ting. Det er forældrene, der har ansvaret for at holde orden i deres børns kurve, garderobe og skuffe på stuen. Af hensyn til rengøring i weekenden skal børnenes garderobe tømmes hver fredag.

Legetøj

Børnene må gerne medbringe legetøj hjemmefra. Personalet vil i rimeligt omfang hjælpe med at holde styr på det, men har ikke ansvaret for det. Barnet skal være indstillet på, at de andre børn måske gerne vil låne legetøjet.

Måltider

Børnehaverne i Århus har en kostordning. Det betyder, at børnene får frokost og eftermiddagsmad i børnehaven onsdag, torsdag og fredag, men mandag og tirsdag skal de selv medbringe madpakke til begge måltider. Børnehaven sørger for drikkevarer alle ugens dage. Mandag får børnene vand, de øvrige dage får de mælk én gang dagligt. Madplanen er opslået på køkkendøren. I et vist omfang benytter vi økologiske råvarer.

Måltiderne er en vigtig del af det daglige samvær både set fra en ernæringsmæssig og en social synsvinkel. Derfor bestræber vi os på at give en alsidig, sund og indbydende kost og vi lægger vægt på, at måltiderne skal foregå i en hyggelig atmosfære samtidig med, at vi lærer børnene mad- og måltidskultur. F.eks. opfordrer vi børnene til at smage på maden, men vi tvinger dem ikke til det. Kan et barn ikke lide den mad der serveres, får det noget andet.
Er et barn allergisk overfor visse fødevarer, eller må det af andre årsager ikke få bestemte former for mad, vil vi naturligvis gerne høre herom, sådan at vi kan tage højde for det.

Opslag

Vi opfordrer forældrene til dagligt at holde sig orienteret via forskellige opslag, dels uden for stuen, dels ved hoveddøren.

Børn med handicap

For at et barn med handicap optages i børnehaven er det et krav, at det kan være både ydende og nydende i samværet med andre børn. Vores hovedtanke er, at alle børn skal tage del i institutionens liv og fællesskab. Her hører både glæder, sorger og forpligtelser med. I en børnehave som denne vil alle børn naturligt erfare, at mennesker er forskellige.
Vi forsøger i vores daglige aktiviteter at sørge for, at alle børn tilgodeses og udfordres. For vores børn med handicap er det betydningsfuldt at kunne iagttage, imitere og identificere sig med de øvrige børn. Børn med handicap vil hyppigere end andre føle sig utilstrækkelige og frustrerede. Det kræver indfølelse, respekt og tålmodighed af pædagogerne at støtte børnene i disse situationer.
Børn med handicap har desuden brug for en specialpædagogisk indsats der tager udgangspunkt i deres specifikke handicap og vanskeligheder. Ofte har disse børn behov for leg/stimulation i enrum med en voksen, men en del af støtten foregår også under de daglige gøremål.
Alt efter børnenes behov for behandling kommer børn med handicap til fysio-, ergo-, musikterapeut og talepædagog. Af og til kommer der andre børn med, dels kan det glæde begge parter, dels er det vigtigt, at det, der foregår, ikke er totalt ukendt for de øvrige børn. Alle børn med handicap kommer fredag formiddag til svømning. Ved afbud kommer andre børn med, så hvert barn kommer til handicapsvømning mindst én gang i løbet af deres børnehaveperiode.

Ferier og fridage

Vi vil gerne have besked, hvis et barn har fri. Navnlig i forbindelse med ferier og fridage er det vigtigt for os, at vide det i så god tid som muligt. Så kan vi nemlig planlægge medarbejdernes ferie og afspadsering uden brug af unødige vikartimer, som belaster børnehavens budget.

Sygdom

Ved sygdom vil vi gerne have, I melder afbud. Syge børn må ikke modtages i en daginstitution. Hvis et barn bliver sygt, mens det er i børnehaven, henvender vi os til forældrene. Via opslag giver vi meddelelser, hvis der er smitsomme sygdomme blandt børnene.

Traditioner og begivenheder i 1998

Nytårs kaffe den 21. januar for forældre børn og medarbejdere.

Fastelavn: Ugen før fastelavn laver vi aktiviteter i aldersdelte grupper på tværs af stuerne. Vi holder fastelavnsmandag med tøndeslagning på stuerne. Børnene har udklædningstøj på hjemmefra.

Koloni for de kommende skolebørn den 2.-3. og 4. juni.

Sommerudflugt den 29. august. Denne udflugt arrangeres af forældrene.

Høstkaffe for forældre, børn og medarbejdere den 15. september.

Fællesudflugt for børn og medarbejdere den 29. september.

Børnehavens fødselsdag: Den 15. nov. fylder Børnehaven Lystruplund 24 år. Den markeres med morgenkaffe på stuerne for forældre og børn.

Børnenes fødselsdage: Disse markeres med flag på gangen, en symbolsk gave fra børnehaven, fødselsdagssang og kage.eller hvad fødselsdagsbarnet har med. Fødselsdagen kan således holdes i børnehaven, men vi tager også gerne hele stuen hjem til et barns fødselsdag.

Højtider: Vi fejrer diverse højtider på forskellige måder, fortrinsvis med klip og historier som passer til tidspunktet. I december måned “juler” vi med børnene. Sidste dag før juleferien er der “kjole- og slipsetvang” for medarbejderne, og vi får julemiddag sammen med børnene.

Pædagogiske mål og værdier

Børnehaven skal være et godt sted at være. Vi laver gerne sjov, men kan også være alvorlige. Børnene skal mærke, at vi voksne er mennesker med følelser, forståelse og varme.
I vores arbejde finder vi det vigtigt at tage udgangspunkt i det enkelte barn - hvad det kan, og hvad det har brug for.
Ved at udvikle og understøtte de færdigheder/behov barnet er i besiddelse af, sigter vi på at medvirke til, at barnet bliver et helt menneske med mange strenge at spille på, med respekt for sig selv og andre. Vi forsøger at skabe de bedst mulige rammer for, at barnet kan udvikle og udfolde sig optimalt motorisk, sprogligt, følelsesmæssigt, socialt og kreativt.
Vi prioriterer børnenes leg højt, og derfor sørger vi for, der er tid, plads og forskellige rekvisitter til rådighed for børnene. For at stimulere børnene, giver vi dem oplevelser af forskellig art. Vi tager f.eks. på ture, både hele stuen samlet, og i små grupper. Her kan der være tale om længere udflugter, men også små ture i nærmiljøet, f.eks. til bageren, brugsen, banken eller posthuset. Gennem brug af diverse materialer, bevægelseslege og musik, prøver vi at skabe et frit og alsidigt tilbud af lege og aktiviteter til børnene. Samtidig er vi opmærksomme på at give børnene mulighed for at skabe deres egne initiativer til gode lege og aktiviteter.
Vi hjælper børnene med at styrke de venskaber, der opstår. Kammeratskab er en væsentlig del af det sociale liv, derfor vægter vi højt, at børnene finder sammen - også på tværs af de tre stuer. Stuerne er åbne for alle.
Vi mener, det er vigtigt for børn at øve sig i at arbejde målrettet. Vi opfordrer dem derfor til at gøre ting færdige og til at fortsætte med en aktivitet i en vis tid, naturligvis afhængig af barnet og situationen. Vi mener, det er vigtigt for børnenes selvfølelse, at de oplever fornemmelsen af at have udført en opgave/aktivitet.
Børnene bliver opfordret til at hjælpe med de praktiske opgaver der indgår i dagligdagen. Det kan være at dække bord, feje fliser eller rydde op. Vi vil gerne, at alle føler et medansvar for fællesskabet og har en fornemmelse af, at vi skal hjælpe hinanden. Netop oplevelsen af et være del af et fællesskab, er væsentlig for hvert enkelt barn.
Vi lægger vægt på, at børnene er trygge, videbegærlige og omsorgsfulde.
Er I yderligere interesserede i at læse om institutionens værdier og mål, er I velkomne til at rekvirere medarbejdernes målsætning.

Personalesamarbejde

En velfungerende medarbejdergruppe er en vigtig forudsætning for alles trivsel. Derfor bruger vi en del kræfter på at opretholde og styrke et godt samarbejde. Vi vil gerne have plads til forskellighed, og i vores arbejde er både seriøsitet og humor væsentlige bestanddele. Desuden vil vi gerne dygtiggøre os og deltager gerne i de kursusdage og lignende så vidt det er muligt.

Forældre - personalesamarbejde

Væsentlig for en god atmosfære i børnehaven er et tæt samarbejde med forældrene. Det centrale er respekt og tolerance for forskellige måder at opdrage på. Vi giver os dagligt tid til at tale med forældrene om, hvordan barnet har haft det i børnehaven. Omvendt er det også vigtigt, at forældrene fortæller børnehaven om store og små ting i barnets hverdag hjemme. Alle er velkomne til at tale med os, hvis der er tvivlsspørgsmål eller andet vedrørende et barns trivsel. Vi er altid klar til at hjælpe og tage en snak om tingene. Vi vil gerne, at både forældre og børn føler sig velkomne i børnehaven.
Udover den daglige kontakt med forældrene, er der afsat tid til èn årlig forældresamtale pr. barn, og to årlige forældremøder. I øvrigt kan man få en samtale, når der er behov.

Forældrebestyrelsen

Institutionsbestyrelsen består af 5 valgte forældre, 2 valgte pædagoger og suppleanter; desuden deltager lederen. Bestyrelsesvalg finder sted hvert år i september. Bestyrelsens formål er at sikre forældrene og personalet indflydelse på principperne for institutionens daglige virke. Desuden er bestyrelsen med til at arrangere arbejdsdage, forældreudflugter og lignende.
Dagsorden til forældrebestyrelsesmøder hænges frem i børnehaven 2 uger før mødet, og referat udleveres via opslagstavlen til alle interesserede forældre.

Børnehaven Lystruplund
Lystruplund 36,
8520 Lystrup.
Telefon: 86 22 31 03
Åbningstid: Mandag - torsdag kl. 6:30 - 17:00
Fredag kl. 6:30 - 16:30